Spring menu over
Dansk Magisterforening

Videnskabernes Selskabs Guldmedalje går til Per Halkjær Nielsen

Per Halkjær Nielsen

 Foto: Lasse Møller Badstue, Aalborg Universitet

Priser
Del artikel:

Per Halkjær Nielsen, professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet, modtager Videnskabernes Selskabs Guldmedalje den 14. maj 2025. Prisen uddeles af H.M. Kong Frederik X ved en ceremoni hos Videnskabernes Selskab i København.

Per Halkjær Nielsen har gennem sin karriere studeret og kortlagt bakteriernes mikrokosmos. Hans forskning har åbnet verdens øjne for de store potentialer inden for klima, miljø og sundhed. Han har arbejdet med at finde ud af, hvilke bakterier der findes, hvad de er i stand til, og hvordan vi kan udnytte dem i forskellige sammenhænge. Dette arbejde er særligt relevant for den grønne omstilling og biotekindustrien.

Videnskabernes Selskabs Guldmedalje uddeles sjældent og er en af de højeste hædersbevisninger inden for dansk videnskab. Medaljen er tidligere kun blevet uddelt tre gange i dette årtusinde. Med guldmedaljen anerkendes Per Halkjær Nielsens livsværk og hans evne til at fremme holdånd i forskningsmiljøet. Han har været en inspirerende figur for mange kolleger og studerende og har bidraget væsentligt til videnskaben.