Videnskabernes Selskab har fundet nye medlemmer
© Illustration: Videnskabernes Selskab
Videnskabernes Selskab, der blev stiftet helt tilbage i 1742, virker for at styrke videnskabens stilling i Danmark og for at fremme tværvidenskabelig forståelse. Det gør det bl.a. ved at være samarbejdsorgan og mødested for fremtrædende forskere fra alle områder af grundvidenskabelig forskning. I den forbindelse vælger selskabet hvert år nye medlemmer til en af stedets to klasser, nemlig den Naturvidenskabelige Klasse og den Humanistisk-samfundsvidenskabelige Klasse. Og nu er turen altså kommet til sidstnævnte, der fra og med maj måned bliver udvidet.
For 2023’s indvalg gælder det – ligesom det har været tilfældet gennem de seneste år – at der er en høj grad af faglig spredning blandt kandidaterne. For eksempel er medlemmerne i denne indvalgsrunde beskæftiget med forskning inden for både arkitektur og sprog, medier og økonomi for blot at nævne et par stykker. Den faglige forskelligartethed er i god tråd med selskabets målsætning om at skabe tværfaglig dialog og samarbejde. Blandt de ordinære medlemmer er der en ligelig fordeling mellem indvalgte kvinder og mænd og i repræsentation fra forskningsinstitutioner i hele landet.
Følgende er valgt til medlemmer af Videnskabernes Selskab:
Ordinære medlemmer (danske statsborgere og udenlandske statsborgere med fast bopæl eller fast ansættelse i Danmark):
• Professor Anja Bechmann, Institut for Kommunikation og Kultur – Medievidenskab, Aarhus Universitet
• Professor Anders Engberg-Pedersen, Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation, Syddansk Universitet
• Lektor Karen Gram-Skjoldager, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
• Lektor Ravinder Kaur, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
• Professor Claus Thustrup Kreiner, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
• Professor Rasmus Mariager, Saxo-instituttet, Københavns Universitet
• Professor Mette Ramsgaard Thomsen, Arkitektur, Design, Konservering, Det Kongelige Akademi
• Professor Stuart James Ward, Saxo-instituttet, Københavns Universitet.
Korresponderende medlemmer (udenlandske statsborgere, der ikke opfylder kravet om fast bopæl eller fast ansættelse i Danmark):
• Professor Martin Mulsow, Forschungszentrum Gotha der Universität Erfurt
• Professor Sverker Sørlin, Kungliga Tekniska Högskolan.
Næste indvalg af medlemmer finder sted i 2024. Her vil selskabet vælge forskere til den Naturvidenskabelige Klasse.