Velux Fonden støtter syv humanvidenskabelige forskningsprojekter
© Foto: VELUX FONDEN
Velux Fonden har bevilget 40 mio. kr. til forskningsprojekter på IT-Universitetet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet. Bevillingerne vil støtte syv forskellige projekter inden for humanvidenskabelig grundforskning og er en del af fondens kernegruppeprogram.
Kernegruppeprogrammet, som har løbet siden 2008, har til formål at fremme humanvidenskabelig grundforskning i samarbejde med universiteternes institutter. Ifølge Henrik
Tronier, programchef for Velux Fondens humanvidenskabelige område, er det nødvendigt for at styrke demokratiet.
“Årets bevillinger er resultatet af en proces, der begynder med invitationer til universitetsinstitutterne om selv at udvælge et antal projekter, der både er de fagligt allerstærkeste og samtidig kan understøtte instituttets egne planer for forskning, uddannelse og karriereudvikling. På det samlede grundlag bevilger vi blandt de højest vurderede ansøgninger”, udtaler Henrik Tronier.
De syv projekter er:
Transformationer i omsorg (TRACE): En undersøgelse af menneske-teknologi-interaktion i omsorgspraksisser – lektor Jonas Fritsch, IT-Universitetet, Institut for Digitalt Design
Uvidenhed og ulighed i seksuel sundhed – adresseret fra et multimodalt kommunikativt perspektiv – lektor Nina Nørgaard, Syddansk Universitet, Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation
Carnal: En økologisk etik for krop, mad og kød – professor Niels Henrik Gregersen, Københavns Universitet, Det Teologiske Fakultet, og lektor Cecilie Rubow, Københavns Universitet, Institut for Antropologi
Onlineorganiseret uformel frivillig hjælps rolle i samfundskriser – lektor Jonas Toubøl og adjunkt Hjalmar Bang Carlsen, Københavns Universitet, Sociologisk Institut
Datadreven nyhedsproduktion – lektor Aske Kammer, Roskilde Universitet, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab
Det digitale samfund og tillid (DIS-TRUST) – lektor Esther Oluffa Pedersen, Roskilde Universitet, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab
Bio-maskinernes æstetik og spørgsmålet om liv – professor Kathrin Maurer, Syddansk Universitet, Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation, og lektor Kristin Veel, Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.