Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ung AAU-forsker vinder Spar Nord Fondens Forskningspris

Christoffer Bech Polcwiartek

© Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Del artikel:

Spar Nord Fondens Forskningspris uddeles hvert år til en yngre ikkeetableret forsker, der har afsluttet og fået bedømt et særligt excellent ph.d.-forskningsprojekt ved Aalborg Universitet.

I 2022 tilfalder prisen 30-årige Christoffer Bech Polcwiartek, der i foråret 2021 forsvarede sin afhandling, som sætter fokus på at forbedre behandling af hjertesygdom hos patienter med svær psykisk sygdom – og dermed opnå, at disse patienter forhåbentlig kan få et bedre liv og længere tid at leve i.

“Der er tit ting, man ikke lige får tjekket – hvis man også har svær psykisk sygdom – for eksempel hjertet. Patienter med svær psykisk sygdom har en dødelighed af hjertesygdom på op til 40 pct. eller op imod tre gange så høj som andre. Det skyldes måske, at patienter med svær psykisk sygdom, fx skizofreni, bipolar sygdom og depression, ikke registrerer symptomer på hjertesygdom på samme måde som resten af befolkningen – og de kan også have svært ved at beskrive og forklare symptomer for deres læge. Derfor er det enormt vigtigt, at der, også blandt personer med psykiske lidelser, gives adgang til EKG – og at der kan spottes eventuelle forandringer, der kan være et forvarsel om udvikling af hjertesygdom", siger prisvinderen.

Allerede i sin studietid publicerede Christoffer Bech Polcwiartek “The Cardiac safety of aripiprazole treatment in patients at high risk for torsade”. For den vandt han Danske Regioners prisopgave i psykiatri – og siden har den engagerede unge læge været med til at publicere over 50 videnskabelige artikler.

Spar Nord Fondens Forskningspris er på 250.000 kroner, hvoraf de 200.000 kroner er øremærket Christoffer Bech Polcwiarteks forskning på Aalborg Universitet, mens de 50.000 kroner er en personlig gave.