Tom Børsen hædret med Maffioli-prisen for nytænkning af ingeniøruddannelser
Foto: Nicolaj Riise Clausen
Lektor Tom Børsen fra Aalborg Universitet er blevet tildelt Maffioli-prisen for sin banebrydende indsats med at nytænke ingeniøruddannelser. Prisen gives for udvikling af pensum, læringsmiljøer og didaktiske metoder, der styrker ingeniørstuderendes evne til at koble teknologi med samfundsforståelse.
Som medstifter af uddannelsen i teknoantropologi har Tom Børsen været med til at skabe en ny type ingeniøruddannelse, hvor teknologi, etik og kultur går hånd i hånd. Uddannelsen bygger på den såkaldte teknoantropologiske trekant, hvor eksperter, brugere og teknologiske artefakter kobles sammen. Gennem problembaseret læring lærer de studerende at udvikle løsninger, der ikke alene er teknisk solide, men også socialt og etisk bæredygtige.
Tom Børsen har i mere end et årti arbejdet med ingeniøretik og har sat et tydeligt aftryk på feltet internationalt, blandt andet som medredaktør af The Routledge International Handbook on Engineering Ethics Education. Han fremhæver, at nytænkning af ingeniøruddannelser ikke kun handler om didaktiske eksperimenter, men om at skabe et helhedsorienteret uddannelsessystem, hvor humanister, ingeniører og sundhedsfaglige samarbejder om løsninger.
Prisen blev overrakt den 17. september 2025 i Tampere i forbindelse med The SEFI Annual Conference.