Thomaz Teodorovicz udnævnt til CBS Executive Fonden Assistant Professor
Foto: CBS
Adjunkt Thomaz Teodorovicz fra Institut for Strategi og Innovation ved Copenhagen Business School (CBS) er blevet udnævnt til CBS Executive Fonden Assistant Professor. Udnævnelsen, der gælder for en femårig periode, er muliggjort gennem støtte fra CBS Executive Fonden og har til formål at tiltrække og fastholde globale forskningstalenter.
Thomaz Teodorovicz forsker i værdien af menneskelig kapital og dens integration i virksomheders strategier. Han undersøger, hvordan investering i medarbejdere kan skabe værdi, og hvordan virksomheder kan udnytte trends som fjernarbejde. Hans forskning er publiceret i tidsskrifter som Strategic Management Journal og er omtalt i medier som The New York Times og Harvard Business Review Online.
Før sin ansættelse på CBS har Thomaz Teodorovicz været gæsteprofessor på INSEAD og forsker ved Harvard Business School. Han har en ph.d. i erhvervsøkonomi fra Insper Institute i Brasilien og har samarbejdet med organisationer som International Finance Corporation inden for offentligt-private partnerskaber og globale projekter.
CBS Executive Fonden er en erhvervsdrivende fond, etableret af CBS i 1991, der udvikler og afholder korte lederuddannelser. En del af fondens overskud geninvesteres i forskning, hvilket understøtter talentudvikling på CBS gennem Chair-programmet.