Stor fondsbevilling sikrer digitalisering af middelalderdokumenter
Takket være en bevilling på 6 millioner kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal kommer ca. 21.300 diplomer fra perioden 789 til 1450 til at ligge frit tilgængeligt online på platformen https://diplomatarium.dk. til gavn og glæde for forskning, undervisning og offentlighed.
Projektet Diplomatarium Danicum har siden 1938 udgivet og oversat alle kendte danske diplomer fra middelalderen, dvs. traktater, pantebreve, afladsbreve, krigserklæringer, testamenter, domme, pavelige udnævnelser osv. Det er blevet til 70 trykte bind. Arbejdet har fundet sted i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs regi, indtil juli 2021 finansieret af Carlsbergfondet.
Med den nye bevilling fra A.P. Møller Fonden kan alt materialet være at finde online, når projektet er forventet gennemført om godt 2 år.