Sølvmedalje til mexicansk SDU-forsker
© Foto: Vladimir Manov
Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab har tildelt selskabets Sølvmedalje og prisen på 100.000 kroner for enestående forskning til
den mexicanskfødte og herboende forsker
José Manuel Aburto, som er adjunkt på Syddansk Universitet. Han forsker i de langsigtede konsekvenser af ulighed i den globale befolknings sundhed og dødelighed, der blandt andet har vist sig under Covid-19-pandemien.
I sin forskning har José Manuel Aburto blandt andet undersøgt, hvordan strukturelle chok som fx øget vold – og senest Covid-19-pandemien – påvirker uligheden i befolkningens sundhed og dødelighed.
Den indsats giver os et meget værdifuldt, afgørende indblik i de langsigtede globale konsekvenser af den slags scenarier, og for det er han nu blevet tildelt Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje.
I bedømmelseskomitéen, der står bag beslutningen om at tildele José Manuel Aburto sølvmedaljen, har man blandt andet hæftet sig ved, hvor bredt hans arbejde når ud:
“Hans forskning har nået et vigtigt publikum uden for forskningsverdenen, herunder politiske beslutningstagere, ligesom den også har nået den bredere offentlighed”, står der blandt andet i indstillingen.