Spring menu over
Næste magasin udkommer den 5. maj
Dansk Magisterforening

SDU udnævner ny Sund-dekan

Jakob Grauslund, dekan på Sund på SDU

 Foto: SDU

Udnævnelser
Del artikel:

Syddansk Universitet har ansat Jakob Grauslund som ny dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Han tiltræder stillingen den 1. juni 2026 og overtager posten efter professor Ole Skøtt, der går på pension efter 18 år som dekan. Jakob Grauslund kommer fra en stilling som institutleder på Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet, en rolle han har varetaget siden april 2025. Tidligere har han været ledende overlæge, klinisk professor og forskningsleder ved Klinisk Institut, Forskningsenheden for Oftalmologi, og han har desuden været tilknyttet Steno Diabetes Center Odense.

Jakob Grauslund har gennem sin karriere arbejdet tæt i krydsfeltet mellem forskning og klinisk praksis, særligt med fokus på øjensygdomme og diabetisk øjensygdom. Han har publiceret 264 forskningsartikler i internationale tidsskrifter og er hovedforfatter til de nationale retningslinjer for screening og behandling af diabetisk øjensygdom.

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er Syddansk Universitets største fakultet med cirka 4.700 studerende og mere end 1.100 medarbejdere. Fakultetet består af otte institutter og tilbyder 29 uddannelser inden for blandt andet medicin, farmaci, folkesundhedsvidenskab, psykologi, idræt og kliniske sundhedsuddannelser. Fakultetet har et tæt samarbejde med hospitaler, regioner, kommuner og internationale forskningsmiljøer og spiller en central rolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen gennem forskning, uddannelse og innovation.

Baggrunden for udnævnelsen af Jakob Grauslund er ønsket om at videreudvikle fakultetets stærke forsknings- og uddannelsesmiljøer og styrke samspillet mellem forskning, uddannelse og sundhedsvæsenet i en tid, hvor sundhedsområdet er i hastig udvikling. Rektor Jens Ringsmose fremhæver, at fakultetet allerede i dag har en markant position både nationalt og internationalt, og at Jakob Grauslund med sin erfaring og faglige profil kan bidrage til at fastholde og udbygge denne position.