Spring menu over
Dansk Magisterforening

SDU-professor nyt medlem af Carlsbergsfondets bestyrelse

Susanne Mandrup

© Foto: Privat

Del artikel:

Professor på Syddansk Universitet Susanne Mandrup er indtrådt i Carlsbergfondets bestyrelse som afløser for professor Flemming Besenbacher.

De fem bestyrelsesmedlemmerne bliver ifølge fondens fundats valgt af og blandt Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs indenlandske medlemmer for en periode på fem år.

Susanne Mandrup er uddannet cand.scient. i eksperimentel cellebiologi fra Syddansk Universitet i 1988 og ph.d. i biokemi i 1992 samme sted. Efter et postdoc ophold på Johns Hopkins University i Baltimore vendte hun tilbage til Syddansk Universitet, hvor hun siden 2008 har hun været professor på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Her står hun i spidsen for forskningsenheden ’Functional Genomics & Metabolism’ samt grundforskningscenteret ’Functional Genomics and Tissue Plasticity’.

Gennem hele sin karriere har hun været fascineret af genomet som bærer af ”livets instruktionsbog”, herunder hvordan aflæsningen af genomet reguleres. Hun anvender blandt andet avancerede sekventeringsteknologier for at studere denne regulering og har gennem årene publiceret i højt ansete tidsskrifter.

Susanne Mandrup har takket være sine mange år i spidsen for forskningsgrupper og -projekter omfattende ledelseserfaring. Siden 2000 har hun ledet sin egen forskningsgruppe, som i øjeblikket tæller cirka 30 ansatte og studerende på forskellige niveauer. Hun har i løbet af sin karriere deltaget i og ledet en lang række internationale konsortier og har bl.a. i kraft heraf et stort internationalt netværk. Endvidere har hun siddet i en lang række råd og fonde samt været dybt engageret i forskeruddannelse. Blandt andet var hun med til at starte Danish PhD school of Metabolism i 2003.