Spring menu over
Dansk Magisterforening

Runeforsker modtager Dronningens Videnskabspris

Foto af Lisbeth Imer

© Foto: Privat

Del artikel:

Lisbeth M. Imer, museumsinspektør og seniorforsker på Nationalmuseet, modtager Dronning Margrethe II’s Videnskabspris, der gives til en fremragende dansk forsker under 50 år, hvis forskning er inden for de videnskaber, som repræsenteres af Videnskabernes Selskab.

Tidligere prismodtagere er professor Anja Groth, professor Marie-Louise Nosch, professor Morten Heiberg, professor Bo Brummerstedt Iversen og professor Jens-Christian Svenning.

Lisbeth M. Imer får prisen for sin forskning i runer og andre ældre indskrifter med et spænd fra jernalderen til middelalderen med et omfang på hele Nordeuropa.

“Jeg er meget stolt og beæret over at være udvalgt til at modtage den fornemme pris. At jeg derudover skal have den overrakt af vores dronning, som i dén grad er velbevandret i landets kulturhistorie, og som hvert år yder en stor indsats for, at vi kan forske i og formidle kulturarven – det gør det til noget helt særligt for mig”, udtaler Lisbeth M. Imer.

Videnskabernes Selskab oplyser, at valget blandt andet er faldet på Lisbeth M. Imer, fordi hun arbejder tværfagligt, da hun mener, at runeindskrifter bedst kan forstås i sammenhæng med andre skriftlige og arkæologiske kilder.

Gennem sin karriere har Lisbeth M. Imer blandt andet modtaget forskningsbevillinger fra Kulturministeriets forskningspulje, Det Frie Forskningsråd, Kultur og Kommunikation, Krogagerfonden og Carlsbergfondet.

Dronningens Videnskabspris bliver normalt overrakt i april. På grund af den aktuelle coronapandemi bliver prisen i år uddelt onsdag den 24. november 2021 af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved en ceremoni i Videnskabernes Selskab.

Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledning af selskabets protektor H.M. Dronning Margrethe II’s 75-års fødselsdag.

Prismodtageren udpeges af præsidiet i Videnskabernes Selskab efter indstilling fra medlemmer af selskabet. Med prisen følger et beløb på 100.000 kroner.