RUC opretter nyt arktisk forskningscenter
© Foto: Privat
Roskilde Universitet har i tæt samarbejde med Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) oprettet det tværfaglige forskningscenter Center for Arktiske Studier.
Formålet er at udvikle samfundsrelevant, tværfaglig og problemorienteret forskning, der kan bidrage til læring og kompetenceudvikling, som allerede er godt i gang i det grønlandske samfund.
Leder af Center for Arktiske Studier er professor John Andersen fra Plan, By og Proces på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC. Han har tidligere arbejdet med aktionsforskning i forhold til socialt arbejde sammen med forskere fra Ilisimatusarfik.
John Andersen har sammen med adjunkt Mette Apollo Rasmussen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv taget initiativ til forskningscentret.
På nuværende tidspunkt er tre institutter på Roskilde Universitet involveret i forskningscentret med omkring 20 forskere, som arbejder inden for forskningsområdet. Centret har et tværfagligt fokus og fordeler sig bredt blandt andet inden for erhvervsøkonomi/ledelse, planlægning, socialpolitik, social entreprenørskab, sikkerhedspolitik, klimaforandringer, sundhedsfremme, læringsforskning, sprogstudier og kommunikation.