RUC og CBS med i ny ChatGPT-ekspertgruppe
© Foto: RUC
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge, hvordan digitale hjælpemidler som ChatGPT påvirker muligheden for snyd ved prøverne på landets skoler og institutioner.
Ekspertgruppen, som dækker grundskoler samt ungdoms- og voksenuddannelser, skal hovedsageligt fokusere på risikoen for snyd ved prøverne, men da ChatGPT også påvirker undervisningen, kan gruppen også komme med anbefalinger om dette.
Tidligere formand for Danske Gymnasier og tidligere rektor på Gefion Gymnasium Birgitte Vedersø bliver formand for gruppen, som også omfatter erfarne undervisere fra folkeskolen samt ungdoms- og voksenuddannelser og øvrige eksperter.
Fra universiteterne deltager Roskilde Universitets rektor, Hanne Leth Andersen, som er professor i universitetspædagogik og har et indgående kendskab til prøver og deres formål.
Fra Copenhagen Business School deltager professor Bent Meier Sørensen, der har beskæftiget sig med digitaliseringens betydning i undervisningssammenhæng, og professor Jan Damsgaard, der er cand.scient. i datalogi og har bred viden om digitalisering i relation til erhvervslivet og samfundsøkonomi.
Efter planen skal ekspertgruppen afrapportere til børne- og undervisningsministeren i marts 2024.