RUC-historiker modtager Blixenprisen
© Foto: Privat
Claus Bundgård Christensen, lektor i historie ved Roskilde Universitet, har modtaget Blixenprisen for årets biografi for sin biografi “Følg Wilfred!”, et portræt af den indtil nu næsten glemte danske nazifører Wilfred Petersen, der var leder af en revolutionær politisk sekt med få hundrede medlemmer i mellemkrigstiden og under besættelsen. Det var et radikaliseret miljø, hvor gemen kriminalitet og fanatisme gik hånd i hånd med aktivisme.
Juryen skriver i sin begrundelse for valget af “Følg Wilfred!” som årets biografi:
“Før og under den tyske besættelse ledede han en lille, men hårdtslående højreradikal bevægelse, som med ord og handling, herunder rå vold, bekæmpede jøder, socialister og især Frits Clausens store nazistparti. Med Wilfred Petersen som prisme kaster Claus Bundgård Christensen nyt lys på mellemkrigstidens og besættelsens voldsparate subkulturer og fortæller dermed en meget vigtig historie om, hvordan politisk radikalisering bliver til. Det er formidabel historieskrivning, som også gør os klogere på fænomener i vores egen tid”.
Claus Bundgård Christensen, der er kendt for sin omfattende forskning og publikationer om begge verdenskrige, Holocaust og besættelsen, har tidligere udgivet flere velrenommerede værker, herunder “Den sorte børs”, “Danskere på vestfronten 1914-1918”, “Danmark besat – Krig og hverdag 1940-1945” og “Waffen-SS – Europas nazistiske soldater”.
I september 2022 modtog han Jyllands-Postens faglitterære pris 2022 for “Følg Wilfred!”.