RUC ansætter ny vicedirektør for Uddannelse & Studerende
© Foto: RUC
Roskilde Universitet har ansat ny leder af universitetets uddannelsesafdeling RUC Uddannelse & Studerende.
Valget er faldet på Trine Sand, som kommer fra en stilling som centerchef for Kvalitet & Styring på Politiskolen under Rigspolitiet. Før det var hun chef for international uddannelse på Københavns Universitet.
Hun har mere end 20 års erfaring i at arbejde med videregående uddannelser, uddannelsesadministration, forandringsprocesser, strategi og ledelse.
“Med Trine Sand har vi rekrutteret en fagligt meget stærk og visionær vicedirektør for RUC Uddannelse & Studerende. Jeg ser frem til at få hendes drivkraft og ambitioner for Roskilde Universitet med på ledelsesholdet", siger universitetsdirektør Peter Lauritzen.
Trine Sand ser med store forventninger frem til at tiltræde stillingen og blive en del af ledelsen på universitetet.
“Roskilde Universitet har en meget stærk og tydelig uddannelsesprofil, vægter uddannelse højt og er ambitiøs på området. Et klart udtryk for den ambition vidner arbejdet med kandidatreformen om. Jeg ser meget frem til samarbejdet med ledelsen, RUC Uddannelse & Studerende og institutterne om dette – og selvfølgelig om uddannelsesdagsordenen generelt. Og så glæder jeg mig først og fremmest til at komme i gang", udtaler hun.