Royal pris til SDU-professor
© Fotokredit: Kim Dahl/Effectphoto
Professor i arbejdsfysiologi Karen Søgaard fra Syddansk Universitet har modtaget Dronning Ingrids Forskerpris på 100.000 kroner til videre forskning.
Den prestigefyldte pris blev traditionen tro overrakt på Amalienborg af Hendes Majestæt Dronningen, Gigtforeningens protektor.
Karen Søgaard er kandidat i nordisk sprog og idræt fra Københavns Universitet og forsvarede i 1994 sin ph.d.-grad i human fysiologi. Hun har modtaget flere andre store priser og anerkendelser, bl.a. Dannebrogordenen i 2021.
Den prestigefyldte pris blev indstiftet af Gigtforeningen i 1978 i anledning af Dronning Ingrids 25-årsjubilæum som protektor. Forskerprisen uddeles en gang om året i anledning af den Internationale Gigtdag af HM Dronningen, som overtog protektionen efter sin mor i 2001.
Karen Søgaard får prisen for sin forskning i, hvordan arbejdsrelateret nedslidning af kroppen opstår, og hvordan den kan forebygges og behandles. Et område, hun har forsket i, siden hun blev færdiguddannet i 1986.
“Det er en kæmpe anerkendelse af området at få Dronning Ingrids Forskerpris. Jeg er meget glad for prisen og håber, at det vil tiltrække flere unge dygtige forskere, fordi det er så vigtigt et område. Tænk på, hvor meget vores arbejde fylder i de fleste menneskers liv, og tænk på de store fordele, der er i at reducere nedslidning, smerter og fravær, både for den enkelte og samfundsøkonomisk”, udtaler Karen Søgaard.