Prorektor stopper på ITU
© Foto: ITU
Jens Christian Godskesen har valgt at stoppe som prorektor på IT-Universitetet den 1. august i år for at genoptage sin forskerkarriere som lektor ved Institut for Datalogi på ITU.
”Rammerne omkring en topledelsesfunktion er rigide, og det er uforligneligt med mit familieliv. Derfor ønsker jeg at vende tilbage til en forskerstilling, hvor jeg har bedre mulighed for at planlægge min arbejdstid,” udtaler han på ITU´s hjemmeside.
Jens Christian Godskesen har været ansat på ITU helt fra begyndelsen. ITU’s første rektor, Mads Tofte, hentede i foråret 1999 Jens Christian til ITU fra en stilling som adjunkt på DTU i Lyngby. Han har siden varetaget forskellige positioner. I 2005 blev han tillidsmand, i 2009 blev han udpeget som institutleder, mens han i 2016 takkede ’ja’ til stillingen som prorektor.
Som prorektor har Jens Christian repræsenteret ITU i en bred vifte af bestyrelser, råd og nævn, herunder Dansk e-infrastruktur samarbejde (DeiC) såvel som det nationale digitale innovative og forskningsmæssige flagskib, DIREC – hvor han varetager hvervet som formand.
Internt på ITU har han bl.a. været involveret i det omfattende arbejde med at strømline fundingprocessen for forskere. ITU’s forskere sikrede sidste år tæt på 100 millioner kroner i eksterne forskningsmidler.
Når Jens Christian Godskesen træder tilbage som prorektor, vil han hellige sig sin forskerkarriere. Han har tidligere forsket i verifikation – det vil bl.a. sige matematiske beviser der sikrer, at algoritmer og software fungerer uden fejl.
”Korrekthed af digitale systemer er blevet endnu vigtigere set i lyset af AI og introduktionen af kvantecomputere. Det bliver spændende at komme på omdrejningshøjde med den nuværende forskning på området,” siger han.