Prorektor fortsætter på AU
© Foto: Anders Trærup/AU
Aarhus Universitets prorektor, Berit Eika, er blevet genansat i stillingen for en ny femårig periode startende den 1. juni.
Hun har siden 2014 blandt andet stået i spidsen for opbygningen af et uddannelseskvalitetssystem, professionaliseret rekruttering af studerende, sikret en god teknologisk infrastruktur og indfriet krav om, at underviserne systematisk udvikler og vedligeholder deres universitetspædagogiske kompetencer.
Berit Eika er oprindeligt uddannet læge i 1986, men lagde stetoskopet i 1996, da universitetet søgte en lægefaglig uddannelseskoordinator til at forny lægeuddannelsens studieordning.
Stillingen var for ét år. Nu er der gået 26, siden hun tog fat på at udvikle rammer for universitetets uddannelser – først som leder af det første danske universitetscenter for medicinsk uddannelse, siden som prodekan for uddannelse ved Health og senest som prorektor. Hun har desuden en ph.d.-grad fra 1994 og blev udnævnt professor i medicinsk pædagogik i 2005. Der er også blevet tid til to masteruddannelser i hhv. medicinsk pædagogik ved Universiteit Maastricht og sundhedsinformatik ved Aalborg Universitet.
Berit Eika får en ny periode som prorektor på et tidspunkt, hvor den offentlige debat om de videregående uddannelser buldrer løs. Politisk besluttede udflytninger og ønsker om at ændre optagelsessystemet toppet med et omkalfatrende reformudspil. Netop derfor sætter rektor Brian Bech Nielsen stor pris på, at Berit Eika har genansøgt stillingen.
“Berit er en meget dygtig prorektor, har en enorm indsigt og er særdeles samarbejdsorienteret såvel internt som eksternt. Der bliver brug for hendes evner til at skabe og fastholde netværk, nu hvor vi skal i gang med at gennemtænke og udvikle uddannelsesudbuddet i Danmark i tæt samarbejde med de andre uddannelsesinstitutioner”, udtaler han.