Professor i bevægelsespraksis og fænomenologi på SDU
© Foto: SDU
Cand.scient., ph.d. Susanne Ravn er udnævnt til professor ved Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU.
Susanne Ravn skal i sit professorat udvikle en tværfaglig metode til undersøgelse af forholdet mellem kropslig bevægelse og bevidsthed. Den tværfaglige tilgang integrerer etnografiske undersøgelser af konkret bevægelsespraksis og fænomenologi.
I sine forskningsprojekter har Susanne Ravn arbejdet med blandt andet balletdansere fra Den Kongelige Ballet, moderne dansere, verdensmestre i sportsdans, fritids-tangodansere og samskabende danseprojekter. Ligeledes har det inkluderet talentfulde golfspillere, forskellige kampkunstudøvere (fra MMA til tai-chi) og udøvere optaget af mere alternative træningsformer, fx pilates, “natural movement” og “fighting monkey”.
Susanne Ravn har en kandidatuddannelse i idræt fra Københavns Universitet og en ph.d. fra Syddansk Universitet. Siden 2017 har hun fungeret som forskningsleder for forskningsenheden Movement, Culture and Society (MoCS) (på dansk: Bevægelse, Kultur og Samfund) på Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.