Ph.d.-studerende fra DTU vinder VM i skemalægning
© Foto: DTU
Et hold fra DTU har vundet VM i skemalægning eller “International Timetabling Competition”, som konkurrencen officielt hedder.
Holdet fra DTU bestod af ph.d.-studerende ved DTU Dennis S. Holm, erhvervs-ph.d. ved softwarevirksomheden MaCom og DTU Rasmus Ø. Mikkelsen, tidligere virksomhedsvejleder fra MaCom
Matias Sørensen og nuværende vejleder og lektor ved DTU Management Thomas Stidsen.
VM i skemalægning går ud på at udvikle en algoritme, som kan lægge det bedste skema for et givent planlægningsproblem. I år var opgaven at lægge skemaer for forskellige semestre på universiteter verden over. Ud over Danmark var hold fra Frankrig, Kosovo, Portugal og Schweiz udtaget til finalen. I alt deltog 36 lande i konkurrencen som foregår over et helt år, hvor deltagerne løbende har fået nye datasæt online, der skulle indarbejdes i deres løsningsmetode.
Dennis S. Holm og Rasmus Ø. Mikkelsen forsker til daglig i matematisk modellering. De deltager desuden begge i et projekt støttet af Innovationsfonden under navnet Data Science for University Management (DSUM-projektet), hvor de sammen med MaCom og DTU undersøger, hvordan softwareprogrammet Lectio kan hjælpe universiteterne til at lægge gode skemaer.