Nyt projekt vil øge den folkelige deltagelse i digitale velfærdsløsninger
© Foto: Privat
Jörn Christiansson, lektor på IT-Universitetet, står i spidsen for det nyopstartede forskningsprojekt CAPE (Civic Agency in Public E-service innovation), som har til formål at forbedre allerede eksisterende e-servicer og synliggøre potentialet for brugerdrevne digitale servicer i fremtiden.
CAPE-projektet er finansieret af NordForsk, en organisation under Nordisk Råd, og omfatter også projekter og partnere i Sverige og Finland. Den internationale forskergruppe har et samlet budget på 1.488.758 euro og vil over de næste tre år søge at skabe et godt fundament for inklusion af borgere, som ikke oplever de digitale servicer som forbedringer.
Forskergruppen vil etablere nogle såkaldte CIC'er (Civic Innovation Centres) på en række offentlige biblioteker. Her kan brugerne være med til at designe forbedringer til offentlige e-servicer og deltage i udviklingen af helt nye e-servicer. Ved at dokumentere og analysere aktiviteterne i centrene vil forskerne beskrive innovationsprocessen og lave "best practices", som vil kunne bruges til at skabe en bedre forståelse af, hvordan man øger brugerdeltagelsen i offentlige digitaliseringsprojekter.
“I Skandinavien har vi en stærk tradition for brugerinddragelse i designprocessen. Det bliver også kaldt for Participatory Design. I 1970'erne og 1980'erne skulle arbejderne fx have indflydelse på designet af den nye informationsteknologi på deres arbejdsplads. Det var ligesom en del af de kulturelle demokratiske spilleregler. I dag er brugerinddragelse i design af e-servicer endnu vigtigere, fordi den digitale vej ofte er den eneste farbare vej, når man skal i kontakt med det offentlige”, siger Jörn Christiansson.
Partnere i CAPE-projektet er IT-Universitetet i København, Aalborg Universitet, Ballerup Bibliotekerne, Malmö Universitet (Sverige), Stadsbiblioteket i Malmö (Sverige), Aalto University (Finland) og Helsinki City Library (Finland).