Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nyt forskningscenter på DTU skal styrke høresundheden

Jens Hjortkjær og Torsten Dau

© Foto: Jesper Scheel

Del artikel:

Danmark er blandt de førende i verden inden for anvendt høreteknologi, men vil vi bevare den position, er vi nødt til at fokusere på hørelsens fundamentale neurobiologi.
Det er baggrunden for etableringen af Center for Auditiv Neurovidenskab ved DTU Sundhedsteknologi.

“Vi mener, at mange af nøgleudfordringerne inden for hørelsen har at gøre med hjernen, hvilket er grunden til, at vi satser på den auditive neurovidenskab for at kunne udvikle fremtidens løsninger inden for høresundhed”, siger seniorforsker Jens Hjortkjær, der er initiativtager bag det nye center sammen med professor Torsten Dau og professor Thomas Andresen.

En del af centret vil fremme billeddannelsesteknologier for at få mere viden om det indre øre og det auditive system. Et af målene er at udvikle nye billeddannelsesværktøjer for bedre at kunne forstå sammenhængen mellem aldersrelateret høretab og degenerative hjernesygdomme som demens for bedre at kunne forebygge dem og fremme sund aldring.

En anden del af centret vil fokusere på at forstå den auditive hjerne og de hjerneprocesser, der har med hørelsen at gøre. En vigtig udfordring er bedre at kunne forstå, hvordan hjernen gør det muligt for en lytter at afkode komplekse lydmiljøer, som fx at kunne fokusere på en bestemt person, der taler i støjende omgivelser. Forskningsaktiviteterne inden for kognitiv auditiv neurovidenskab vil ligeledes fokusere på nye neuroteknologier såsom hjernekontrollerede høreapparater, der forstærker de lyde, som en bruger fokuserer sin opmærksomhed på.

Centret er støttet af William Demant Fonden med 16,9 mio. kr.