Nyt forskningscenter for Parkinsons sygdom etableres i Aarhus
Foto: Tonny Foghmar, AUH
Aarhus Universitetshospital bliver hjemsted for det nye Lundbeck Foundation Parkinson’s Disease Research Center (PACE), der skal forske i forbedrede behandlingsmetoder for Parkinsons sygdom. Centret er støttet af Lundbeckfonden med en bevilling på 313 millioner kroner.
Centerleder er professor Per Borghammer, der er ansat ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Han er speciallæge i nuklearmedicin og har gennem en årrække forsket i billeddiagnostik og sygdomsmekanismer ved Parkinsons sygdom og beslægtede lidelser.
Formålet med det nye center er at udvikle behandlinger, der kan bremse eller standse udviklingen af Parkinsons sygdom. Målet er, at centret inden for de næste 10 år skal påbegynde kliniske forsøg med nye behandlinger.
Centret samler forskere fra en række forskellige discipliner, herunder grundforskning, klinisk forskning og epidemiologi. Den tværfaglige tilgang skal være med til at accelerere udviklingen af nye behandlingsmetoder.
I Danmark lever cirka 12.000 mennesker med Parkinsons sygdom. Det er en neurodegenerativ lidelse, som blandt andet medfører rysten, muskelstivhed og balanceproblemer. Globalt forventes antallet af patienter at stige betydeligt i de kommende årtier.
Bevillingen fra Lundbeckfonden løber over seks år med mulighed for forlængelse. Fonden ønsker med støtten at bidrage til langsigtet forskning i neurodegenerative sygdomme.