Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nyt fælles center skal forske i fremtidens fødevarer

Christine Nellemann

© Foto: Privat

Del artikel:

Alle otte universiteter i Danmark har oprettet et nyt forskningscenter, der skal skabe tværfagligt samarbejde mellem forskere i Danmark og internationale partnere. Det nye center START – Centre for SusTainable AgRifood sysTems – kommer til at spille en central rolle i udviklingen af fremtidens løsninger til grøn omstilling inden for landbrugs- og fødevaresystemer.

START-sekretariatet har base på Aarhus Universitet, der ledes af en styregruppe med repræsentanter fra alle de stiftende universiteter. Formandskabet for styregruppen bag START vil skifte hvert halve år mellem de otte universiteter, som er Danmark Tekniske Universitet (DTU), Københavns Universitet (KU), Aarhus Universitet (AU), IT-Universitetet i København (ITU), Copenhagen Business School (CBS), Aalborg Universitet (AAU), Syddansk Universitet (SDU) og Roskilde Universitet (RUC).

“Det er ganske unikt, at alle danske universiteter er gået sammen for at danne en stærk fælles front på tværfagligt niveau. Agendaen inden for landbrug og fremtidens fødevarer har meget høj prioritet for dansk forskning, og de udfordringer, som vores verden står over for, kræver handling for at skabe en mere bæredygtig udvikling, især inden for landbrugs- og fødevaresystemer”, udtaler Christine Nellemann fra DTU, som er siddende formand for styregruppen bag centret START.

START blev officielt lanceret på et “Kickoff”-seminar den 21. marts 2022, hvor 70 forskere på tværs af universiteter og discipliner havde mulighed for at møde hinanden med henblik på at indlede samarbejder.