Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nyt bestyrelsesmedlem til Innovationsfonden

© Foto: Innovationsfonden

Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har udpeget Henrik Østergaard Breitenbauch, dekan ved Forsvarsakademiet, som nyt bestyrelsesmedlem i Innovationsfonden.

Henrik Østergaard Breitenbauch kom den 1. marts til Forsvarsakademiet fra en stilling som centerleder og seniorforsker ved Center for Militære Studier ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Forsvarsakademiet er en selvstændig myndighed i Forsvaret underlagt Forsvarskommandoen, som varetager uddannelse, forskning, rådgivning og konsulentydelser inden for de militære kerneområder.

Til daglig er han forsker og internationalt anerkendt ekspert inden for sikkerheds- og forsvarspolitik, blandt andet i regi af NATO. Han har samtidig et stort netværk og erfaring med forsknings- og innovationssamarbejde mellem myndigheder, vidensinstitutioner og erhvervslivet inden for forsvars- og sikkerhedsområdet og vil dermed bidrage til den faglige bredde i bestyrelsen.

Innovationsfonden spiller en afgørende rolle, når det kommer til at støtte og fremme innovation, forskning og teknologiudvikling i Danmark. Gennem tilskud til forskere, virksomheder og iværksættere sigter fonden mod at skabe vækst, arbejdspladser og løsninger på samfundsmæssige udfordringer. 

Foruden udpegningen af det nye bestyrelsesmedlem har uddannelses- og forskningsministeren genudpeget formanden, Anders Eldrup, samt bestyrelsesmedlemmerne Charlotte Rønhof og Peter Holme Jensen for endnu en beskikkelsesperiode.

Alle udpegninger sker for en treårig periode med start per 1. juli 2024.