Ny videnskabelig podcast med nogle af landets bedste forskere
© Illustration: Videnskabernes Selskab
Med usynlig tråd er vores samfund vævet sammen af videnskabelige opdagelser, nærmest uden at vi lægger mærke til det. Det forsøger den nye podcast “Grundtanker” udgivet af Videnskabernes Selskab at stille skarpt på.
I hver episode af “Grundtanker” fortæller en fremtrædende dansk forsker – fx Eske Willerslev, Peter Birch Sørensen eller Anja Boisen – om et hjørne af det samfund, vi lever i. Et hjørne, der ikke var blevet til uden tidligere tiders originale videnskabelige opdagelser og tanker.
“Målet med podcasten er, at man som lytter bliver underholdt og hører gode historier. Man vil forhåbentlig opdage, hvor vigtig en brik videnskab er, når det kommer til at skabe et moderne samfund. Det samfund, vi har i dag, er jo blevet til, fordi forskere langt tilbage i tiden har tænkt og undersøgt og opfundet inden for både humaniora og natur- og samfundsvidenskab”, fortæller Kristoffer Frøkjær, der er kommunikationschef i Videnskabernes Selskab og i øvrigt vært på podcasten.
Videnskabernes Selskab har gennem de senere år øget sit fokus på formidling af videnskab til danskerne.
“Podcasten, som er fuld af gode fortællinger, er en naturlig forlængelse af hele den mission, det er at skabe interesse for videnskaben – som jo er mere aktuel end nogensinde i disse tider, hvor alle forventer, at løsningen af coronakrisen eller klimakrisen kommer fra netop videnskaben”, udtaler præsident i Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch.
Podcasten udkommer med 3 episoder d. 29/10, og derefter udgives et afsnit om ugen gennem de følgende 5 uger. De kan findes på gængse platforme som Spotify og iTunes. Hver udsendelse varer mellem 45 og 60 minutter.