Ny professor i medicinsk fysik på SDU
© Foto: SDU
Faisal Mahmood er blevet udnævnt til professor i medicinsk fysik på Klinisk Institut, Syddansk Universitet, og Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
Han er uddannet biofysiker fra Københavns Universitet i 2002 og har arbejdet med medicinsk fysik i mere end 20 år, først i grenspecialet nuklear medicin på Gentofte Hospital og fra 2006 i onkologisk stråleterapi på Herlev Hospital. Undervejs har Faisal Mahmood forsvaret sin ph.d.-afhandling om elektrokemoterapi i forbindelse med hjernetumorer. Herunder anvendte han avancerede MR-metoder til at måle behandlingseffekter; et forskningsfelt, han fortsatte med i stråleterapien efterfølgende.
Faisal Mahmoods primære forskningsfelt er udvikling og brug af MR-biomarkører til biologisk vejledt stråleterapi. Mens geometrisk præcision er fuldstændig afgørende inden for stråleterapi, er udviklingen af biologisk præcision afgørende for at opnå en bedre individualiseret behandling ifølge Faisal Mahmood. Han tror på, at MR-teknologien kommer til at spille en afgørende rolle i fremtidens stråleterapi.
I 2017 besluttede Faisal Mahmood at fortsætte sin karriere på Onkologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital, hvor han skulle hjælpe med implementeringen af landets første MR-accelerator. Siden 2022 har han påtaget sig ledelsen af forskningen i Radiofysisk Laboratorium, der er en del af Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.