Ny pris navngivet efter AU’s første kvindelige professor
© Foto: Per Willmann - AU
Aarhus Universitet har indstiftet en ny pris, Else Kai Sass-prisen, der hylder det frugtbare og vigtige samarbejde mellem universitetet og omverdenen.
Den gives til en kandidat, der bringer viden fra AU ud i samfundet, og som har gjort sig særligt positivt bemærket inden for forskningsformidling, samarbejde og/eller innovation.
Prisen er opkaldt efter den københavnske museumsinspektør Else Kai Sass, der i 1954 som den første kvinde fik et professorat i Aarhus. Hun var ikke kun den første kvindelige professor på AU, men også den første kvindelige professor i kunsthistorie i Danmark. I 1967 skiftede hun til et tilsvarende professorat ved Københavns Universitet, hvor hun var ansat til 1978.
Else Kai Sass byggede to kunsthistoriske studiemiljøer og institutter op i både Aarhus og København, hun knyttede bånd mellem danske og udenlandske forskningsmiljøer, og hun var drevet af at bringe viden fra universiteterne ud i samfundet ved bl.a. at lægge grunden til Aarhus Kunstmuseum, det senere ARoS.
Else Kai Sass selv og andre i hendes samtid ville næppe have brugt ordet “innovativ” om hendes virke, ikke desto mindre var hun innovativ i ordets oprindelige betydning: Hun udviklede nye idéer og realiserede dem i praksis. Else Kai Sass var en pioner, som satte gang i dialogen mellem kunsten og folket, en dialog, som fortsatte op gennem Aarhus Kunstmuseums historie og i dag lever videre på ARoS, ét af Nordeuropas største kunstmuseer.
“Else Kai Sass er et fremragende forbillede. Ud over at have afgørende betydning for udviklingen af dansk kunsthistorie var hun et forbillede på universitetet i forhold til at åbne universitetet mod omverdenen – og så besad hun den vedholdenhed, som også er nødvendig, når man skal trænge igennem og få opbakning til nye idéer,” udtaler rektor Brian Bech Nielsen.
Prisen er på 60.000 kr. og uddeles af Aarhus Universitets Jubilæumsfond som afløser for Formidlingsprisen.