Dansk Magisterforening

Ny naturvidenskabelig dekan på AU

© Foto: Marjun Danielsen, AU Foto

Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

Ny dekan på Faculty of Natural Sciences på Aarhus Universitet bliver Birgit Schiøtt, der tiltræder stillingen den 1. maj.
Hun bliver dermed øverste leder for det fakultet, hvor hun har skabt sig en karriere som internationalt anerkendt forsker blandt andet i forståelsen af hjernens kemi.

Professor Birgit Schiøtt er kandidat og ph.d. i kemi fra Aarhus Universitet. Omdrejningspunktet i hendes karriere har været Institut for Kemi på Aarhus Universitet, hvor hun blev lektor i 2001, professor MSO fra 2009, viceinstitutleder i 2010, professor i 2014 og leder af instituttet fra 2014 til 2023. Gennem årene etablerede hun en uafhængig forskningsgruppe inden for medicinalkemi og biofysik, og hun har forsket og undervist i lægemidlers virkemåder, enzymers kemi samt kroppens proteiner. Forskningen har også ført hende på en række længerevarende forskningsophold ved højtrangerede universiteter i udlandet.

På Aarhus Universitet har Birgit Schiøtt engageret sig i undervisnings- og udviklingsaktiviteter og har desuden varetaget en lang række eksterne tillidshverv. Hun har blandt andet været medlem af Forskningspolitisk Udvalg i Videnskabernes Selskab og er medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse.

Hun er ansat for fem år med mulighed for forlængelse i op til tre år.

Konstitueret dekan Erik Østergaard Jensen vender 1. maj tilbage til Molekylærbiologi og Genetik (MBG) som institutleder for en kortere periode, indtil stillingen bliver slået op.