Ny leder til planteforskningen på KU
© Foto: KU
Professor Morten Petersen er blevet udpeget som ny leder på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Han har en ph.d.-grad fra 2001, og i 2014 blev han professor i biologi. Fra 2015 til 2021 var Morten Petersen leder af sektionen for Functional Genomics på Biologisk Institut på Københavns Universitet. Den post frasagde han sig, da han i 2021 blev næstformand og siden formand for Forskningsrådet for Teknologi og Produktion under Danmarks Frie Forskningsfond, DFF. Fra 2018 til og med 2023 har han passet sin rådsfunktion ved siden af jobbet som forsker og underviser.
Den 1. august ventede helt nye udfordringer som leder af et af de største institutter på Københavns Universitet. Et institut, som Morten Petersen har lært at kende gennem forskningssamarbejder og gennem sin tid som rådsmedlem i DFF, hvor han har læst mange fondsansøgninger fra forskere på instituttet.
”Instituttet har en stærk profil inden for både grundforskning og anvendt forskning i forhold til grønne løsninger. Det skal vi også have fremover og styrke vores profil inden for miljø, bioteknologi og landbrugsvidenskab med et særligt fokus på bæredygtighed. Vi skal have et mangfoldigt forsknings- og undervisningsmiljø med plads til kreativitet og skæve ideer. Det er helt nødvendigt for, at vi kan tiltrække de dygtigste talenter og sikre et arbejds- og uddannelsessted med trivsel, stærke samarbejder og fortsat succes,” udtaler han.
Morten Petersen afløser Svend Christensen, der fortsætter sin karriere på instituttet som professor i crop science.