Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny leder for datalogi på KU

Foto af Jakob Grue Simonsen
Del artikel:

Datalogisk Institut på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (DIKU) har fået ny institutleder.

Valget er faldet på professor Jakob Grue Simonsen, der den 1. april afløste professor Mads Nielsen, som efter fem år som leder af instituttet er vendt tilbage til sit professorat i computer vision på DIKU.

Jakob Grue Simonsen blev i 2001 cand.scient. i datalogi fra KU, og efter et år i det private erhvervsliv som softwareingeniør vendte han tilbage til universitetet som ph.d.-studerende i datalogi. Da den var færdiggjort, fulgte han den akademiske karrieretrappe på DIKU som postdoc i 2005, adjunkt i 2006, lektor i 2010 og professor i 2015. Undervejs krydrede han arbejdet med en MBA fra Edinburgh Business School i 2008. På DIKU har han desuden været viceinstitutleder for forskning fra 2012 til 2015 og har siden 2018 og til nu været sektionsleder for Programming Languages and Theory of Computation.

“Datalogisk Institut har i de seneste år markeret sig som en meget stærk forskningsinstitution både nationalt og internationalt. Jakob Grue Simonsen står således med et institut i rivende udvikling og skal med sin store viden og erfaring inden for området sikre, at den udvikling fortsætter. Jeg er overbevist om, at han er den rette til opgaven, og jeg ser meget frem til samarbejdet”, siger Katrine Krogh Andersen, dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på KU.