Ny institutleder på Institut for Idræt og Ernæring på KU
© Foto: KU
Lektor Nikolai Baastrup Nordsborg har pr. 1. juli overtaget stillingen om institutleder på Institut for Idræt og Ernæring på KU. Han har været ansat på instituttet siden 2001, fra 2017 som leder af Sektion for Integrativ Fysiologi.
Nikolai Nordsborg har bl.a. forsket i muskelfunktion, kredsløb og monitorering af det individuelle respons i fx antidopingstudier og har de seneste år opbygget et internationalt anerkendt antidopingforskningsmiljø på instituttet.
Han har været en del af Institut for Idræt og Ernæring, siden han i 1995 blev indskrevet som studerende på idrætsuddannelsen på det, som dengang hed Danmarks Højskole for Legemsøvelser. Han blev cand scient. i human fysiologi i 2001, arbejdede ét år med patientrettet muskelforskning i Tyskland og færdiggjorde sidenhen sin ph.d. i 2005. I 2008 blev han ansat som adjunkt og opnåede lektorkvalifikation i 2009.
Nikolai Nordsborg er hoved- eller medforfatter på 85 videnskabelige artikler. I perioden 2011-2020 har han ledet eller koordineret mere end 40 forskellige forskningsprojekter, arbejdet med alt fra patienter til olympiske atleter og har derigennem stor erfaring med eksternt samarbejde om forskning.