Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny formand og nye bestyrelses­medlemmer udnævnt på AAU

André Rogaczewski

© Foto: AAU

Del artikel:

Den fremtrædende erhvervsmand og it-iværksætter André Rogaczewski overtager den 1. juli posten som bestyrelsesformand ved Aalborg Universitet, hvor han afløser CEO i Danske Arkitektvirksomheder Lene Espersen.

André Rogaczewski, der er medstifter, partner og CEO i Netcompany, har siddet i AAU’s bestyrelse siden 2019, hvor han har været med til at udvikle universitetets strategiske retning.
Samtidig tiltræder to nye eksterne bestyrelsesmedlemmer i skikkelse af tidligere folketingsmedlem og børne- og undervisningsminister Christine Antorini, der i dag er administrerende direktør i LIFE Fonden, og Anne Jastrup Okkels, der siden november 2016 har været hospitalsdirektør, først for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og siden vinteren 2021 for Herlev og Gentofte Hospital.

Derudover er fundraiser ved Institut for Datalogi ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design Lene Horn blevet valgt som medarbejderrepræsentant for den administrative medarbejdergruppe.

Hun afløser Anne Bisgaard Pors Eriksen, der udtrådte af bestyrelsen den 31. marts 2022.

Nuværende næstformand, Lars Raadkjær Enevoldsen, der er Senior Vice President i Kamstrup A/S, er desuden genudpeget som bestyrelsesmedlem. Stener Kvinnsland, speciallæge i onkologi og professor emeritus ved Bergen Universitet, udtræder som bestyrelsesmedlem efter fire år i bestyrelsen.

Christine Antorini

 

Anne Jastrup Okkels

 

Lene Horn