Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny AU-professor undersøger musikalsk adfærd

Foto af Peter Keller

© Foto: Privat

Del artikel:

Peter Keller forsker i de psykologiske processer og mekanismer i hjernen, der gør det muligt for os at interagere og kommunikere gennem musik.

Han er netop blevet ansat som professor i neurovidenskab på Aarhus Universitets Center for Music in The Brain.

Hvordan er musikere i et band eller et orkester i stand til at koordinere takten? Det er et af de spørgsmål, Peter Keller søger svar på. Hans forskning handler om de sanseindtryk, motoriske færdigheder og mekanismer i nervesystemer, der gør det muligt for mennesker at interagere og kommunikere i musikalske sammenhænge.

Ifølge Peter Keller kan evnen til at kommunikere via musik fremme sociale bånd, der understøtter både samarbejde og kultur. Han fortæller, at forskellige psykiatriske og neurologiske tilstande, herunder skizofreni og Parkinsons sygdom, er forbundet med nedsat koordinationsevne, som kan påvirke sundhed og velvære negativt.

Derfor er der ifølge forskeren perspektiver i at undersøge, hvordan man kan bruge musik i indsatsen for at forbedre livskvaliteten for mennesker, der er berørt af dette. Peter Keller har en bachelor i musik og psykologi sammen med en ph.d. i psykologi fra University of New South Wales i Australien.