Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny AU-professor i kognitionsvidenskab

Kristian Tylén

© Foto: Privat

Del artikel:

Kristian Tylén er blevet udnævnt til professor i kognitionsvidenskab ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Han har en ph.d.-grad i sprogvidenskab fra Syddansk Universitet (2009). I løbet af sin ph.d. begyndte han at arbejde med kognitionsvidenskabelige metoder, og efter ph.d.en kom han til AU som postdoc og blev en del af miljøet omkring Interacting Minds Center. I 2015 var han en af initiativtagerne til den nye uddannelse i cognitive science ved IKK/IKS og blev senere ansat som lektor.

Kristian Tylén forklarer, at han i sit professorat i første omgang vil koncentrere sit arbejde omkring sit EU ERC consolidator-projekt The Evolution of Early Symbolic Behavior, eSYMb, som integrerer indsigter og materiale fra arkæologien med eksperimentelle og modelleringsmetoder fra kognitionsvidenskaben i et forsøg på at undersøge de kognitive og sociale mekanismer, som ligger til grund for menneskets specifikke symbolske adfærd, og som er opstået hen over de sidste ca. 150.000 år. Med symbolsk adfærd forstås vores evne til at producere og forstå “tegn” såsom visuelle mønstre, symboler, figurative billeder i form af eksempelvis hulemalerier eller tidlige skrifttegn. Alt det, vi senere kommer til at kende som sprog og kommunikation, kunst, institutioner, ritualer, matematisk notation.