Spring menu over
Dansk Magisterforening

NAT-dekan stopper på AU

Kristian Pedersen

Kristian Pedersen © Foto: AU

Del artikel:

Kristian Pedersen, dekan på Natural Sciences på Aarhus Universitet, stopper efter hvad rektor Brian Bech Nielsen beskriver som gensidig aftale. Han tiltrådte i 2020. 

”Det er en gensidig aftale. Kristian Pedersen har stået i spidsen for fakultetet i en krævende omstilling efter delingen af Science and Technology. Fakultetet har desuden som andre fakulteter skullet tage hånd om økonomiske udfordringer. Der hvor fakultetet står nu, er der imidlertid brug for en anden lederprofil til at føre fakultetet det næste skridt videre”, udtaler rektor Brian Bech Nielsen, der samtidig takker Kristian Pedersen for indsatsen og samarbejdet. 

Kristian Pedersen ville dog gerne være fortsat som dekan, fremgår det af et opslag, som han har delt på LinkedIn og X (tidligere Twitter, red.) 

”Men nu er det tid til, at en ny dekan skal overtage ansvaret for fakultetet. Rektor vurderer, at der er behov for en anden ledertype til tage det næste skridt i fakultetets udvikling. Vi har derfor aftalt, at jeg stopper som dekan ved månedens udgang. Lad mig være ærlig. Jeg ville gerne være fortsat som dekan,” skriver Kristian Pedersen.  
Institutleder Erik Østergaard Jensen fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik er konstitueret indtil en ny dekan er på plads i løbet af foråret.