Mindeord: Hans-Jørgen Schanz, professor emeritus i idéhistorie

En af dansk humanioras mest markante og originale stemmer, der i mere end seks årtier udfordrede vanetænkningen, er død.

Mange vil huske ham som en af 70’er-marxismens helt store, på godt og ondt. Der må være tusinder, der er blevet oplært i Marx af Schanz, men da han så, der gik automatik i den, at marxismen blev den på forhånd forudsatte ramme for tænkningen, så flyttede han sig, gik på opdagelse i andre tænkeformer og forfatterskaber.

Schanz (f. 1948) var den første studerende på det nys oprettede Idéhistorie i 1967, i 1973 blev han lektor på stedet og fra 1992 til 2018 professor. Da han stoppede som professor, fortsatte han ufortrødent med at skrive og holde foredrag, og hvis man spurgte, kom han gerne og underviste. Idéhistorie var måske nok hans job, men tænkning var hans gebet. Ingen har præget

Idéhistorie som fag og institution som Schanz, ikke fordi han dannede skole eller fik proselytter, men netop fordi han ikke gjorde. Med sin autoritet sikrede han, at Idéhistorie blev et mangfoldigt sted, et kollektiv uden kollektivisme. ”Papegøjer ingen adgang”, yndede han at sige. Man behøvede ikke at være original eller et geni, men man skulle tænke selv.

Udadtil har Schanz også haft en enorm påvirkning. Hans mange bøger og ikke mindst utallige foredrag har givet ham et stort, folkeligt publikum. Lige op til sin død planlagde han foredrag rundtomkring i landet, nu corona igen tillod det.

Schanz havde en ret tør humor, et skælmsk smil, når han syntes, han havde ramt den helt rigtigt, eller han ville udfordre til opposition. Han hadede selvoppustethed og hurtigsnak. Han elskede sin familie, sin hund, islandske krimier og hurtige biler.

I de senere år betragtede Schanz udviklingen af universitetet med tiltagende irritation. Ikke fordi han ønskede sig tilbage til de gode gamle dage, han havde været med dengang, så han vidste, at det ikke kun var godt, men fordi han så udviklingen som dræbende for det frirum og den fordybelse, som et universitet kræver.

Det er ret umuligt at forestille sig Idéhistorie uden Schanz. Der har endnu aldrig været dansk idéhistorie uden. Det er et kæmpe tab for hans kolleger, vores studerende, for universitetet og for den nysgerrige offentlighed. Fristelsen til vanetænkning er pludselig blevet lidt større uden Schanz til at udfordre den.

Skrevet af Mikkel Thorup på vegne af Idéhistories lærerkollegium