Millionbevilling til Dansk Center for Energilagring
© Foto: Industriens Fond
Industriens Fond har bevilget 11 mio. kr. til etableringen og videreudviklingen af Dansk Center for Energilagring de næste to år. Et af problemerne i forbindelse med den grønne omstilling er, at
elproduktionen svinger, alt efter hvor meget solen skinner, og vinden blæser, og det skaber behov for teknologier, der kan lagre den vedvarende energi og konvertere den til grønne brændstoffer. Ved Power-to-X konverterer man for eksempel grøn strøm til brint, gasser eller kemikalier, som kan bruges i fly, lastbiler og skibe.
“Ambitionen er at skabe et center for energilagring på et højt internationalt niveau, som samler viden om teknologier som Power-to-X, batterier og termisk energilagring og bidrager til at bringe forskningstung viden i spil i dansk erhvervsliv”, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
Initiativet kommer fra Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Dansk Industri, Dansk Energi, Haldor Topsøe, Vestas, Ørsted, Københavns Lufthavne, Danish Power Systems, Lithium Balance og REintegrate.
Sekretariatet for Dansk Center for Energilagring vil blive placeret hos ATV – Akademiet for de Tekniske Videnskaber.