Markant DTU-professor afgået ved døden
© Foto: Privat
John Villadsen gik bort natten til torsdag den 22. juli 2021. Hermed sluttede en lang karriere i DTU’s tjeneste.
John Villadsen blev født den 12. juni 1936. I 1959 blev han kemiingeniør fra DTU, og efter to års militærtjeneste afsluttede han sin ph.d.-grad ved DTU Kemiteknik i 1963.
Efter en postdocperiode ved Chemical Engineering ved University of Wisconsin (Madison), hvor han i samarbejde med sin vejleder Warren Stewart udviklede Ortogonal Collocation til løsning af grænseværdi-problemer, kom han tilbage til DTU Kemiteknik i 1966. Efter et par års orlov med arbejde for NIRO Atomizer i Brasilien vendte han retur til DTU Kemiteknik, hvor han arbejdede med kemisk reaktionsteknik og katalyse indtil 1984. I perioden 1976-1984 var han samtidig professor ved Chemical Engineering, University of Houston.
I 1984 tog John Villadsens karriere endnu et markant spring, da han blev udnævnt til én ud af 10 danske såkaldte “superprofessorer”. John Villadsens opgave var at udvikle en stærk forskning og undervisning inden for bioteknologi, et område, han allerede var begyndt at integrere i sin undervisning i kemisk reaktionsteknik. I løbet af de næste 15 år var John Villadsen ansvarlig for det nationale center for design af bioprocesser ved DTU. Ledelsen af centeret blev i 2001 givet videre til Jens Nielsen.
I perioden 2001-2003 arbejdede DTU Kemiteknik sammen med Novozymes om at etablere et “Novozymes bioprocess Academy” ved DTU. Dette center blev etableret i samspil med det daværende BioCentrum og med et betydeligt antal ph.d.-studerende finansieret af Novozymes. Året efter modtog DTU Kemiteknik en donation fra Novo Nordisk Fonden til en professorstilling i bioprocesteknik. John Villadsen påtog sig opgaven med at få området godt fra start indtil sin officielle pensionering i 2006. Også den opgave løste John Villadsen til stor gavn for DTU, og området er siden vokset så markant, at instituttets officielle engelske navn siden 2008 har været “Department of Chemical and Biochemical Engineering”.
John Villadsen har siden den officielle pensionering stadig haft sin daglige gang på DTU Kemiteknik, hvor han igennem sine 15 år som “seniorprofessor” har bidraget væsentligt til instituttets faglige virke og sociale liv. Han har til det sidste været en stor inspirator for alle, og han har senest arbejdet på at sammenfatte instituttets 150-årige historie.