Maja Horst udpeget til ny bestyrelsesformand for DFF
© Foto: Privat
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har udpeget professor Maja Horst som ny bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond per 1. april.
Hun afløser Lone Gram, der trådte ind som midlertidig bestyrelsesformand ved årsskiftet, da den daværende formand, professor David Dreyer Lassen, blev prorektor for forskning og innovation ved Københavns Universitet og derfor fratrådte sit hverv som bestyrelsesformand i fonden. Med udnævnelsen af Maja Horst genindtræder Lone Gram som menigt medlem af bestyrelsen.
Maja Horst blev i 2019 udnævnt til DTU’s første professor i ansvarlig teknologi, men hun har også en fortid som lektor på CBS, og hun var ansat på Københavns Universitet fra 2011 til 2019 som professor i forskningskommunikation og leder for Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.
Desuden har hun en lang erfaring med rådsarbejde bag sig og er stadig et aktivt rådsmedlem i en række sammenhænge. Hun har været medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse siden 2020 og har derudover blandt andet været medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (2014-2019), medlem af ATV og formand for ATV’s tænketank (2018-2020), medlem af bestyrelsen for DMJX (fra 2020) og medlem af bestyrelsen for det norske sektorforskningsinstitut NIFU (fra 2019). Hun har tidligere også modtaget Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris.
“Jeg er virkelig glad for, at Maja Horst har sagt ja til at træde ind som bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond. Hun har erfaring fra både et erhvervsøkonomisk, humanistisk og teknisk forskningsinstitut. Det giver hende en helt speciel tværfaglig forskningsprofil. Samtidig er hun kendt som en aktiv stemme i den forskningspolitiske debat. Jeg er sikker på, at fonden vil nyde godt af hendes ekspertise. Der skal også lyde en stor tak til David Dreyer Lassen og Lone Gram for indsatsen”, udtaler uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.