Spring menu over
Dansk Magisterforening

Lundbeckfonden uddeler Talentpriser og Young Investigator Pris til seks sundhedsforskere

Fra venstre: Lundbeckfondens Young Investigator Prize-modtager Andreas Hougaard Laustsen-Kiel og Lundbeckfondens fem Talent Prize-modtagere Adile Orhan, Haidar M. Al-Khazali, Eva Havers-Borgersen, Drummond McCulloch og Mathias Maagaard Blem.

© Foto: Lundbeckfonden

Del artikel:

Lundbeckfonden har uddelt årets Talentpriser og Young Investigator Pris til seks yngre forskere inden for sundhedsvidenskab. Priserne hædrer forskere, der arbejder med alt fra psykedeliske stoffers påvirkning af hjernen til behandlingsmetoder for kræft og slangebid.

Årets Young Investigator Pris på en million kroner, hvoraf 700.000 kroner er øremærket til forskning, er tildelt professor og centerleder Andreas Hougaard Laustsen-Kiel. Han modtager prisen for sin banebrydende forskning i at udvikle modgift mod slangegift baseret på humane antistoffer.

Talentpriserne, som uddeles til forskere under 30 år, er på i alt 300.000 kroner, hvoraf 200.000 kroner går til forskning. Modtagerne er Haidar M. Al-Khazali, der forsker i hovedpineudløsende mekanismer, Adile Orhan, som arbejder på at forbedre kræftoperationers effekt ved bugspytkirtelkræft, og Mathias Maagaard Blem, som vil optimere smertebehandling efter operation. Ph.d.-studerende Drummond McCulloch modtager også prisen for sin forskning i psykedeliske stoffers virkning på hjernen, mens Eva Havers-Borgersen er hædret for sit arbejde med sammenhænge mellem kvindesygdomme og hjertesygdomme.

Lundbeckfonden håber med priserne at fremme ny viden og inspirere flere unge til at vælge forskningsvejen.