Leder fundet til SDU Business School
Når Syddansk Universitet til september åbner en business school, er det en forsker med et stort erhvervsnetværk, der skal stå i spidsen for satsningen.
Valget er faldet på professor MSO Kristin B. Munksgaard, der i mange år har beskæftiget sig med business to business-marketing og samarbejdsrelationer mellem virksomheder, hvilket falder helt i tråd med ambitionerne med den nye business school, der ud over at danne rammen om SDU’s erhvervsøkonomiske uddannelser skal udbygge samarbejdet med samfundet og særligt erhvervslivet yderligere.
Kristin B. Munksgaard har været ansat på SDU siden 2005, og hun har gennem årene varetaget forskellige centrale poster. Senest som leder for ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet siden 2019, og før det har hun blandt andet været med til at opstarte IER Udvikling – en enhed, der faciliterer udviklings- og forskningsprojekter, ofte i tæt samspil med eksterne partnere.
I sin nye post får Kristin B. Munksgaard ansvaret for at udvikle og styrke uddannelsesaktiviteterne på det erhvervsøkonomiske område. De erhvervsøkonomiske uddannelser udbydes på SDU’s campusser i Esbjerg, Kolding, Sønderborg, Slagelse og Odense SDU Business School åbner den 1. september 2021, og det markeres den 17. september med et større arrangement.