Spring menu over
Dansk Magisterforening

Leder af det nye innovationscenter GreenLab fundet

Søren Husted Pedersen

 Foto: GreenLab

Udnævnelser
Del artikel:

Søren Husted-Pedersen er udnævnt som leder af det kommende innovationscenter i GreenLab – en grøn industripark i Skive, der fungerer som testcenter for fremtidens energisystemer og grønne teknologier. Med udnævnelsen skal han stå i spidsen for et ambitiøst forsknings- og innovationssamarbejde, der samler universiteter, virksomheder og myndigheder i jagten på løsninger til den grønne omstilling.

GreenLab har etableret sig som en platform for mission-drevet forskning, hvor nye teknologier som Power-to-X, energilagring og industriel symbiose kan udvikles og demonstreres i fuld skala. Det kommende innovationscenter skal styrke samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv og bidrage til at accelerere implementeringen af grønne løsninger.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aarhus Universitet (AU), Aalborg Universitet (AAU) og Syddansk Universitet (SDU) deltager alle i forskningsprojekter i GreenLab. Universiteterne bidrager med både forskere og studerende og arbejder med temaer som governance-modeller for grønne industriklynger, sektorkobling og teknologisk innovation.

Samarbejdet er støttet af VILLUM FONDEN, der har bevilget 45 millioner kroner til forskningsaktiviteter i GreenLab. Midlerne skal blandt andet bruges til at udvikle nye modeller for samarbejde mellem aktører i grønne industriparker og til at teste teknologier, der kan skaleres og anvendes i praksis.

”GreenLab er en unik platform, hvor vi kan bringe forskning og industri tættere sammen og skabe konkrete løsninger på nogle af de største udfordringer i den grønne omstilling,” siger Søren Husted-Pedersen.

Innovationscenteret i GreenLab skal efter planen stå klar i ultimo 2027. Det vil samle virksomheder, forskere, studerende og iværksættere i et grønt iværksættermiljø midt i industriparken.