KU-professor vinder anerkendt historiepris
© Foto: Privat
Ana Antic, professor MSO i europæisk historie ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, har modtaget en af verdens største forskningspriser inden for historie, The Dan David Prize.
Prisen på 300.000 dollars får Ana Antic for sin innovative forskning i psykiatri- og psykologihistorie. Her bruger hun bl.a. psykiatriske journaler som en kilde til at undersøge hverdagslivet – og ikke mindst de traumatiske oplevelser – der fandt sted under fascismen og kommunismen, og til at undersøge forholdet mellem menneskelig psyke og kulturel baggrund.
“Ana Antic er en stjerneforsker. Ved at bruge journaler til at kaste lys over “almindelige” menneskers traumatiske oplevelser har Ana Antic udviklet en meget original tilgang til emner af stor historisk betydning. Særligt når det handler om at udforske volden under de fascistiske og kommunistiske regimer. Ana Antic tilhører en ny generation af historikere. De ændrer vores forståelse af fortiden ved at stille nye spørgsmål, have nye genstandsfelter og bruge nye metoder. Flere af prismodtagerne er stadig på et tidligt stadie af deres karriere, men de har allerede udfordret, hvordan vi tænker om historie”, skriver priskomiteen bag Dan David-prisen i sin begrundelse for valget af Ana Antic.
Ana Antic er blevet indstillet til prisen af Robert William Rix, der er viceinstitutleder for forskning på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk. Hun og hendes otte medmodtagere af prisen er blevet udvalgt blandt hundredvis af indstillinger.