Spring menu over
Dansk Magisterforening

KU-professor modtager forelæsningspris

Jens Juul Holst

© Foto: Novo Nordisk Fonden

Del artikel:

Professor Jens Juul Holst fra Biomedicinsk Institut og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet er modtager af Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris 2023, der er på 500.000 kr. til forskningsarbejde og 100.000 kr. i form af en personlig pris.

Forelæsningsprisen er blevet uddelt siden 1979 til en aktiv nordisk videnskabsmand, der har ydet en fremtrædende indsats inden for diabetesforskning eller -behandling.

Prismodtageren inviteres til at holde en forelæsning i forbindelse med årskonferencen i Scandinavian Society for the Study of Diabetes.

Jens Juul Holst får prisen for sit omfattende bidrag til international diabetesforskning, der i årtier har drejet sig om at forstå samspillet mellem insulinsekretion, tarmhormoner og relevante tarmpeptider, og så har forskningen altid haft øje for det medicinske potentiale i at forstå, hvordan kroppen regulerer blandt andet blodsukker, sult og vægt.

For mere end 30 år siden identificerede Jens Juul Holst med sine kolleger tarmhormonet GLP-1, som viste sig at kunne stimulere sekretionen af insulin fra bugspytkirtlen. GLP-1-receptoragonister er i dag betegnelsen på flere lægemidler til behandling af type 2-diabetes og svær overvægt.

Forskningen har i dag udviklet sig til milliardforretninger og har betydning for helbredet hos millioner af mennesker verden over.

“Jeg er utroligt glad for at modtage prisen, og specielt er jeg glad for, at der også følger penge med til min forskning. Vi har fuld gang i butikken, så det betyder rigtig meget, at vi har penge til at undersøge alle de ting, som vi gerne vil”, udtaler Jens Juul Holst.

Hans forskning er i dag fokuseret på at skabe en bedre forståelse af effekten af fedmekirurgi på både vægten og diabetes.

Prisen uddeles af en komite bestående af tre medlemmer fra Novo Nordisk Fondens Komite for Endokrinologi og Metabolisme samt formanden for Scandinavian Society for the Study of Diabetes.