Spring menu over
Dansk Magisterforening

KU giver Sonningprisen til hviderussisk forfatter

Svetlana Aleksijevitj

© Foto: Privat

Del artikel:

Københavns Universitet har tildelt Sonningprisen, der er Danmarks største kulturpris på 1 mio. kr., til den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj.

Hun er kendt for sit monumentale værk “Det røde menneskes historie’. Det består af i alt fem bøger, der er udgivet mellem 1985 og 2013. I bøgerne beskriver hun Sovjetunionens historie set fra de involverede menneskers perspektiv.

Ved siden af sin karriere som journalist specialiserede Aleksijevitj sig i sin helt egen stil inden for “vidnesbyrdromaner”, som hun har videreudviklet bog efter bog. Hun har skabt stærke fortællinger om “sovjetmennesket” gennem vidnesbyrd fra særligt kvinder og børn om nogle af Sovjetunionens største historiske katastrofer og omvæltninger, fx den sovjetisk-afghanske krig, Sovjetunionens sammenbrud og Tjernobyl-katastrofen. Hendes bøger er resultatet af hundredvis af interview og mundtlige overleveringer fra borgere om livet i den røde union.

Aleksijevitj kunne i mange år ikke få udgivet sine bøger i Hviderusland, fordi man anså dem for at være systemkritiske. Hun forlod Hviderusland i 2000 efter politisk chikane fra Lukasjenko-regeringen. Gennem nullerne boede hun flere steder i Vesteuropa, bl.a. i Paris og Berlin, inden hun flyttede tilbage til Minsk i 2012.

Hun har også engageret sig i den nuværende politiske situation i Hviderusland, hvor det nylige præsidentvalg har medført omfattende politiske protester. Hun er medlem af det såkaldte Koordineringsråd, der efter valget blev nedsat af den hviderussiske opposition. Rådets formål er at koordinere en fredelig og retfærdig magtoverdragelse fra den siddende præsident og at få udskrevet et nyt frit og retfærdigt valg.

Aleksijevitjs bøger er oversat til 52 sprog i 55 lande. Hun har modtaget adskillige litteraturpriser i bl.a. Frankrig, Tyskland og Polen. I 2015 modtog hun Nobelprisen i litteratur.