Klimaforsker fra KU skifter til DMI
© Foto: Ola Joensen, NBI
Den anerkendte klimaforsker Eigil Kaas, som er professor ved Niels Bohr Institutet (NBI) på Københavns Universitet, bliver videnskabelig leder af Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Nationalt Center for Klimaforskning har til formål at skabe lokal og konkret viden om, hvordan klimaforandringerne vil påvirke rigsfællesskabet i de kommende årtier. Det skal bl.a. ske gennem forskningssamarbejder på tværs af universiteter, videninstitutioner, styrelser og beslutningstagere.
Der er afsat 39,4 mio. kr. fra forskningsreserven gældende for 2021 til at fortsætte og styrke NCKF og overvågningen af Grønlands indlandsis.
DMI og NBI har indgået en samarbejdsaftale, så Eigil Kaas parallelt fortsætter som professor ved NBI. Dette er vigtigt både for forskningssamarbejdet og for uddannelsen af danske klimafysikere og meteorologer, hvor Eigil Kaas har spillet en hovedrolle i de seneste 15 år. Han kan således assistere nye lærere med undervisningsmateriale, vejlede studerende og sikre tæt forbindelse mellem NCKF og universiteterne.
Eigil Kaas er ikke ubekendt med DMI. Han blev første gang ansat som ung studenterprogrammør i 1982 og forlod først DMI i 2006 efter i en årrække at have været leder inden for DMI’s klimaforskning. Eigil Kaas har igennem alle årene siden da haft et tæt samarbejde med DMI’s forskere.