Spring menu over
Dansk Magisterforening

ITU har åbnet nyt center

Miguel Sicart

© Foto: Privat

Del artikel:

IT-Universitetet i København har åbnet det nye Center for Digital Play, som skal fungere som ramme omkring forskning inden for computerspil, kreativ kunstig intelligens, design og digital kultur.

Ifølge centerleder Miguel Sicart fortsætter Center for Digital Play, hvor det eksisterende og internationalt anerkendte Center for Computer Games Research, som Miguel Sicart har ledet siden 2020, slipper. Visionen for det nye center er at skabe grobund for forskning, der bruger leg som et centralt koncept for forståelsen af samspillet mellem teknologi, samfund og kultur.

”Centeret er baseret på fire forskningsgrupper, der alle arbejder med leg i en digital kontekst og leg som en måde at forstå verden på”, siger Miguel Sicart. ”Vores hypotese er, at leg er kernen i vores digitale liv og kultur. Det er selvfølgelig tydeligt, når vi taler om computerspil, men det passer også på mange andre aspekter ved måden, vi interagerer med teknologi og agerer i digitale verdener på”.

De fire forskningsgrupper tilknyttet centeret er Games, som fortsat vil beskæftige sig med forskning inden for computerspil, Creative AI Lab, der arbejder med machine learning og kunstig intelligens ved at udforske grundlæggende problemstillinger ved kreativ kunstig intelligens, Media, Art and Design, som specialiserer sig i digitale teknologier i kulturindustrien, samt Digitalis, der beskæftiger sig med sociale medier og onlinekultur.