ITU-forskere sikrer millionbevilling fra EU
© Foto: ITU
Professor Steffen Dalsgaard og adjunkt Elisa Mekler har tilsammen sikret en bevilling på 3,3 millioner kroner fra fonden Marie Skłodowska-Curie Programme, der er en prestigefyldt EU-fond for postdocs, (MSCA-PF), der har til formål at støtte ny forskning og fremme forskeres arbejde på tværs af landegrænser.
Bevillingen på 3,3 millioner kroner skal dække over to forskningsprojekter de næste to år. Det ene fokuserer på udfordringerne ved at udvikle og designe ’affective games’ og skal ledes af postdoc Raquel Robinson i samarbejde med IT-Universitetets adjunkt Elisa Mekler.
Det andet projekt stiller skarpt på tesen om, at digitalt landbrug er bæredygtigt. Postdoc Mylène Tanferri er den primære forsker og skal samarbejde med professor og centerleder for IT & Climate på IT-Universitetet Steffen Dalsgaard.
Mylène Tanferri står bag forskningsprojektet DIGIPHYT, hvor hun sammen med Steffen Dalsgaard skal undersøge sammenhængskraften mellem digitalt landbrug og bæredygtighed i praksis.
Digitalt landbrug går ud på at indsamle og analysere realtidsdata fra planter og dermed hjælpe landmænd med at træffe bedre beslutninger om vandingsforhold, gødning og brug af pesticider. Fortalere for digitalt landbrug mener, at det vil få landmænd til at træffe mere bæredygtige og miljøvenlige valg, men der findes meget få undersøgelser af, om det er tilfældet i praksis.
Raquel Robinson har modtaget det andet stipendium fra MSCA-PF til forskningsprojektet RAGE, der skal undersøge udfordringerne ved at designe og udvikle ’affective games’. Betegnelsen dækker over spil, som påvirkes af spillerens følelsesmæssige tilstand gennem sensorer, blandt andet ved at måle spillerens puls, ansigtsmimik og svedkirtler.
Forskning på området er stagneret siden begyndelsen i 1980’erne. Det vil Raquel Robinson og Elisa Mekler gøre op med.
Raquel Robinson skal samarbejde med IT-Universitetets forskellige forskningsgrupper og laboratorier, herunder Center for Digital Play, Affective Interactions and Relations (AIR) og Interaction Design Group.