International topforsker skifter til KU
© Foto: Novo Nordisk Fonden
27 år efter at han forlod Danmark til fordel for Stanford University i Californien, er den internationalt anerkendte topforsker Jesper Svejstrup vendt hjem.
Det er et Novo Nordisk Foundation Laureate Research Grant på 50 mio. kr., der giver ham muligheden for at arbejde i et forskningsmiljø i verdensklasse som professor og forskningsleder på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin ved Københavns Universitet. Han har også modtaget 15 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond til at etablere og holde det omkostningstunge laboratorium på KU kørende.
De syvårige Laureate Research Grant-bevillinger gives til fremragende internationale forskere, som ønsker at etablere en forskergruppe i Danmark. Topforskerens ankomst skal styrke dansk forskning på både kort og langt sigt og bidrage til at gøre Danmark til et internationalt omdrejningspunkt for forskning inden for biomedicin og bioteknologi.
Siden 2012 har Novo Nordisk Fonden gennem programmet uddelt i alt 655 mio. kr. fordelt på 16 bevillinger.
Jesper Svejstrups forskning drejer sig om at kortlægge og forstå, hvordan DNA’et i vores gener bliver aflæst og omsat til RNA og derefter til proteiner. Når generne bliver aflæst af den molekylære maskine, der kaldes for RNA polymerase II (RNAPII), er det essentielt, at arvemassen forbliver stabil, for hvis den ikke er det, kan der gå hårdknude i hele det genetiske apparat.
Jesper Svejstrups forskningsgruppe arbejder specifikt på at forstå forbindelsen mellem de proteinfaktorer, der regulerer RNAPII og aflæsningen af gener, og de proteiner, som holder arvemassen stabil under hele processen.